Ankommet til Hoedspruit hvor solen står højt på himlen og temperaturen er oppe på 37°. Vi fik langt om længe prøvet at blive hentet i lufthavnen hvor der stod en med skilt hvorpå der stod Jonasen og ud til en dejlig bil med aircondition. Efter 5 minutters kørsel kørte vi så ind i Timbavati reservatet hvor vi så de allerførste dyr, Impalaen som vores chauffør kaldte bushens fastfood, dels fordi de er nemt bytte for løver, men også fordi når man ser dem bagfra har de hvad der ligner et stor McDonalds M. Vi nåede frem til Umlani Bush Camp lige i tide til frokosten og blev så vist frem til vores hytte – nr 4. Det er så den del af turen der ikke er luksus. Det er en stråhytte, men der er dog en dejlig seng, toilet og bad er ude under åben himmel i petroleumlampens skær og campen er ikke indhegnet bortset fra et elefanthegn de har været nødt til at sætte op, ellers kom de op og drak alt vandet i den lille pool. Herefter fik vi lidt at vide om hvordan døgnrytmen er her, man bliver vækket kl. 5! Og så kan man lige nå at få lidt vand i hovedet, op og få kaffe og så kører vi på dagens første game drive kl. 5.30. Vi nåede lige et hurtigt bad og skulle så på vores første eftermiddags game drive, sammen med 4 australiere, en canadier og en sydafrikaner, der var på deres 3. drive, og de havde allerede set leoparder (meget usædvanligt) og løver, vi blev godt nok heller ikke skuffede. Man har ikke set elefanter i området de seneste 20 dage, men vi så hele 8. Første hold var 5 elefanter, hvor den yngste var ca 3 mdr gammel. Resten var i forskellige størrelser. Vi så en vandbøffel, der lå i et vandhul lige overfor campen. Herudover så vi giraffer, zebraer, kamæleoner, gnuer, vildsvin og de største edderkopper vi nogensinde har set. Pause ifm soledgangen ved et vandhul. Her fik vi en forfriskning, mens en flok elefanter kom og gjorde os selskab. Helt fantastisk. Efter game drive var der en drink før middagen sammen med de andre gæster og herefter middag. Meget lækker mad og pragtfuldt selskab. Vi var dog noget trætte efter den lange rejse og de mange indtryk. Så med tanke på morgenvækning kl 5 fandt vi hurtigt tilbage til vores hytte. Det blæste en del i løbet af natten og ”døren” til badeværelset smækkede pludselig i ved et tiden og Kim vågnede og kunne høre løvebrøl, men fik senere at vide, at det kunne høres på 8 kilometers afstand, så den var nok ikke inde i lejren.