Blog Image

Sydafrika 2010

Ann og Kim Sydafrika 2010

Her kan du følge Ann og Kims tur til Sydafrika 2010.

2. april

Umlani Bush Camp - i Timbavati Posted on 03 apr, 2010 09:30:34

I dag kunne vi ligge og dase helt til kl 5, for vi skulle først mødes og køre kl 5.30. Til vores store overraskelse var den første der mødte op Lynsey. Hun fortalte, at hun først var kommet i seng kl 1, så det var imponerende. Vi tog af sted på vores sidste game drive, og håbede at der ville være en masse dyr. Men de holdt tilsyneladende alle sammen langfredag, for det eneste vi stort set så var giraffer. Men dem var der til gengæld mange af. Så mange, at Elvis udnævnte dagen til Giraf-dag smiley

Nogle gange undres man over hvordan ting sker her i livet. Familien fra Cape Town sad og snakkede med os andre. Angie (fruen) er guldsmed og havde prøver med af sin kunnen. Hun har specialiseret sig i at lave smykker af gamle og udtjente computere. Lynsey var meget interesseret og i dag fandt Angie sin kuffert med prøver. Lynsey er marketingchef i et stort firma (TUI travel), der er helt med fremme ifm VM i fodbold og hun blev helt vild med de smykker som Angie viste frem. De var også rigtigt flotte. Så de lavede på stedet en aftale om at Lynsey fremover står for distributionen i hele Europa. Hun skal holde stort pressemøde ifm reklamefremstød til VM og vil her tage smykkerne med. ”Jeg kender David Beckham, så jeg får bare Victoria til at gå med dem”, så skal de hurtig blive populære og dyre. En stor del af indtjeningen ved salg af smykkerne går til at skaffe computere til børn, der ikke så godt stillet økonomisk. Så alt i alt en god ide. Det var sjovt at være til stede da alt dette pludselig opstod. Sjovt at følge om det rent faktisk bliver til noget. Da vi havde pakket færdig ventede vi på at blive hentet, men af en eller anden grund var der ikke nogen der hentede os (det må vi tale med rejsebureauet om når vi kommer hjem), men Kyle der er manager på Umlani tilbød at køre os til lufthavnen hvor vores lejebil skulle hentes hos AVIS. Så begyndte den farlige del af turen, Kim skulle køre i den forkerte side af vejen de 95 km. til Hazyview, men det viste sig, at det ikke var et problem og vi nåede sikkert frem til Rissington Inn hvor vi skal være de næste par dage, åbenbart med flodheste i baghave, i hvert fald er der elektrisk hegn 5 meter fra vores terrassedør hvor der står ”Beware – Hippos”, så med lidt held får vi også dem at se tæt på. Aftensmaden blev indtaget i silende regn og lyn og torden, men selvom vi sad ud til åben himmel var det dejligt lunt. Det var meningen vi ville have opdateret bloggen i går, men på grund af lyn havde de slukket for det trådløse net, så det må vente til morgenmaden, hvis regn og lyn er overstået.



1. april

Umlani Bush Camp - i Timbavati Posted on 03 apr, 2010 09:29:42

Morgenens game drive var noget sløv til at starte med, men vi fik da tilfældig kontakt med et par elefanter og kunne se, at langt fremme stod endnu et par stykker, som vi kørte hen til og fik et par gode billeder af og så gik turen igen af sted for at finde vandbøfler, undervejs nåede vi at se en sjakal og en ”toiletsæde”-ting (en bøffel der så ud som om den havde siddet på et nymalet toiletsæde).
Og endelig fandt vi bøflerne og sikke en flok. Elvis regnede med der nok var en 3-400 af dem, de var bare over det hele. Vi holdt pause for at drikke kaffe og kørte rundt, men så ikke flere dyr denne morgen.
Endnu en stille formiddag med udskiftning af gæster. I dag kom bl.a. 2 britiske kvinder, Lynsey og Jill (spitting image af Absolutely Faboulos). Dem var der godt nok gang i. De var med ”vores” Landrover på eftermiddags game drive og det gik ikke stille af. Hele tiden var der snak og fnisen. Humor lige efter vores hoveder. Af dyr så vi elefanter, næsehorn, giraffer og en hyæne der nær havde skræmt livet af Ann, den stod pludselig klods op ad bilen, den var tilsyneladende blevet skadet og var blind på det ene øje og var fremme midt på eftermiddagen hvilket åbenbart var en sjældenhed. Da vi skulle have vores sunset drinks var der en lille sjakal fremme. Til sidst på turen, hvor vi egentlig var på vej tilbage til campen, kom der opkald på radioen. En af de andre biler havde spottet hele 2 leoparder. Det sidste dyr vi manglede af Big Five. Så gik det ellers over stok og sten for at nå frem før de var væk igen. Da vi nåede frem var der kun én tilbage og den var temmelig stresset så det blev kun et kort kig i mørke, så fotos blev det ikke rigtig til, efter det var det tilbage til campen til velfortjent aftensmad.
Som sædvanligt var det enkel men yderst lækker mad (Østafrikansk kylling) og vi sad og hyggede med en flaske kold hvidvin. Vi fandt hurtigt i seng, for vi skulle jo tidligt af sted på vores sidste dag i Umlani. Men vi kunne høre, at bl.a. Lynsey og Jill blev ved længe.



31. marts

Umlani Bush Camp - i Timbavati Posted on 03 apr, 2010 09:28:38

Vækning af vores ranger kl. 5 og hurtig vask og op til morgenkaffe. Lidt kølig morgen og overskyet, men det gjorde ikke noget, vi havde jo en langærmet på. Første dyr vi så – impalaer, de er alle vegne. Noget af det første vi så derudover var en stor hvidhovedet grib i et træ, og kort tid derefter så vi langt fremme på vejen endnu en flok elefanter, de stod der stadig da vi kom frem, der var 3 af dem. Hver gang vi kommer til et sted hvor der er dyr standser Elvis (vores ranger) så vi kan nå at tage billeder og han kører gerne rundt om dyrene så vi kan se dem fra alle sider. Vi kørte videre og pludselig stoppede vi op og Derek (vores tracker) og Elvis sprang ud, der var tegn på at der havde været løver, men på grund af vinden kunne de ikke spore hvilken retning de var gået, så vi kørte videre. Elvis mente, at der var en god chance for at se et løvehoved stikke op i græsset. Men vi skulle få mere end det. Pludselig lå der 3 løver næsten lige foran os. Elvis kørte tæt på så vi kunne komme til at se de 2 ordentlig, en han og en hun, mens den tredje – en han – holdt sig i baggrunden. De 2 lå længe og bare kiggede på os og hunløven begyndte at gabe, hvilket Elvis sagde var fordi de havde ligget der længe nok og det var tid at komme videre. Ganske rigtigt, kort tid efter rejste de sig, men kun for at gå 25 meter væk, så Elvis kørte efter dem og vi kom til at holde ved siden af dem, kun 5 meter væk. De lagde sig igen og Elvis mente at de nok ville parre sig, på grund af deres måde at opføre sig på og igen havde han ret, hannen hoppede ufortrødent på i ca. 7 sekunder og så var det overstået, til stor fortrydelse for den anden han, der kom med nogle små brøl som tegn på hans utilfredshed.

Mange gode billeder og Ann fik det hele på video, så det må vi se om vi kan få på Youtube og Facebook. Det var meget surrealistisk at sidde 5 meter væk fra 2 løver der parrer sig. Iflg Elvis er det yderst sjældent at man får lov at se det. Det huede heller ikke den anden han der luskede af og hele vejen brølede og knurrede, så selv om han var gået langt væk kunne vi høre ham give udtryk for sin misundelse. Efter den fantastiske oplevelse kørte vi videre og Elvis fik besked på at der var næsehorn i området – syd for vinden, så vi kørte efter det og vi fandt det, selvom det slentrede ind igennem noget højt buskads, men det afholdt ikke Elvis fra at køre igennem med Land Roveren der åbenbart kan klare alt, så vi fik nogle rigtig gode øjeblikke med næsehornet. På vej hjem til morgenmad kom vi lige forbi en gruppe giraffer og nogle Pumbaer (uden Timmon). Efter morgenmaden er det tid til en lur, så vi kan være friske til frokost og eftermiddagens game drive. Eftermiddagen bød igen på giraffer, hele 8 af slagsen på én gang og nogle små hjorte inden eftermiddagens store oplevelse, en flok på 12 elefanter der lige mente det var på sin plads med en lille salut, før de accepterede, at vi forstyrrede dem i deres forehavende. Efter ½ times tid kørte vi videre og så efter et par minutters kørsel en enkelt han elefant der åbenbart holdt sig i nærheden hvis der skulle byde sig en mulighed for at tilslutte sig flokken. Vi holdt pause for drinks og kunne høre bøflerne, de lyder næsten som almindelige danske køer, men vi kunne ikke se dem. Efter drinks i bushen kørte vi videre, men desværre blev det ret mørkt inden vi fandt dem, så vi kunne kun se dem når Derek lyste på dem, men det var for mørkt til at tage billeder. Så gik det hjemad til aftensmad og samling omkring bushens TV, lejrbålet hvor vi sad omkring og hilste på de nytilkomne, et hold fra USA og et hold fra Cape Town. Manden fra Cape Town var opvokset i bushen og var farmer, men var blevet fordrevet fra sin farm. Han fortalte, at selvom han var opvokset i bushen og havde været på flere safarier, så havde han aldrig set en leopard, så vores drive-fæller havde været mere end heldige den første dag.



30. marts

Umlani Bush Camp - i Timbavati Posted on 03 apr, 2010 09:26:23

Ankommet til Hoedspruit hvor solen står højt på himlen og temperaturen er oppe på 37°. Vi fik langt om længe prøvet at blive hentet i lufthavnen hvor der stod en med skilt hvorpå der stod Jonasen og ud til en dejlig bil med aircondition. Efter 5 minutters kørsel kørte vi så ind i Timbavati reservatet hvor vi så de allerførste dyr, Impalaen som vores chauffør kaldte bushens fastfood, dels fordi de er nemt bytte for løver, men også fordi når man ser dem bagfra har de hvad der ligner et stor McDonalds M. Vi nåede frem til Umlani Bush Camp lige i tide til frokosten og blev så vist frem til vores hytte – nr 4. Det er så den del af turen der ikke er luksus. Det er en stråhytte, men der er dog en dejlig seng, toilet og bad er ude under åben himmel i petroleumlampens skær og campen er ikke indhegnet bortset fra et elefanthegn de har været nødt til at sætte op, ellers kom de op og drak alt vandet i den lille pool. Herefter fik vi lidt at vide om hvordan døgnrytmen er her, man bliver vækket kl. 5! Og så kan man lige nå at få lidt vand i hovedet, op og få kaffe og så kører vi på dagens første game drive kl. 5.30. Vi nåede lige et hurtigt bad og skulle så på vores første eftermiddags game drive, sammen med 4 australiere, en canadier og en sydafrikaner, der var på deres 3. drive, og de havde allerede set leoparder (meget usædvanligt) og løver, vi blev godt nok heller ikke skuffede. Man har ikke set elefanter i området de seneste 20 dage, men vi så hele 8. Første hold var 5 elefanter, hvor den yngste var ca 3 mdr gammel. Resten var i forskellige størrelser. Vi så en vandbøffel, der lå i et vandhul lige overfor campen. Herudover så vi giraffer, zebraer, kamæleoner, gnuer, vildsvin og de største edderkopper vi nogensinde har set. Pause ifm soledgangen ved et vandhul. Her fik vi en forfriskning, mens en flok elefanter kom og gjorde os selskab. Helt fantastisk. Efter game drive var der en drink før middagen sammen med de andre gæster og herefter middag. Meget lækker mad og pragtfuldt selskab. Vi var dog noget trætte efter den lange rejse og de mange indtryk. Så med tanke på morgenvækning kl 5 fandt vi hurtigt tilbage til vores hytte. Det blæste en del i løbet af natten og ”døren” til badeværelset smækkede pludselig i ved et tiden og Kim vågnede og kunne høre løvebrøl, men fik senere at vide, at det kunne høres på 8 kilometers afstand, så den var nok ikke inde i lejren.



Her er vi fra 30. marts til 2. april

Umlani Bush Camp - i Timbavati Posted on 15 mar, 2010 10:48:52

Umlani i Timbavati