Morgenens game drive var noget sløv til at starte med, men vi fik da tilfældig kontakt med et par elefanter og kunne se, at langt fremme stod endnu et par stykker, som vi kørte hen til og fik et par gode billeder af og så gik turen igen af sted for at finde vandbøfler, undervejs nåede vi at se en sjakal og en ”toiletsæde”-ting (en bøffel der så ud som om den havde siddet på et nymalet toiletsæde).
Og endelig fandt vi bøflerne og sikke en flok. Elvis regnede med der nok var en 3-400 af dem, de var bare over det hele. Vi holdt pause for at drikke kaffe og kørte rundt, men så ikke flere dyr denne morgen.
Endnu en stille formiddag med udskiftning af gæster. I dag kom bl.a. 2 britiske kvinder, Lynsey og Jill (spitting image af Absolutely Faboulos). Dem var der godt nok gang i. De var med ”vores” Landrover på eftermiddags game drive og det gik ikke stille af. Hele tiden var der snak og fnisen. Humor lige efter vores hoveder. Af dyr så vi elefanter, næsehorn, giraffer og en hyæne der nær havde skræmt livet af Ann, den stod pludselig klods op ad bilen, den var tilsyneladende blevet skadet og var blind på det ene øje og var fremme midt på eftermiddagen hvilket åbenbart var en sjældenhed. Da vi skulle have vores sunset drinks var der en lille sjakal fremme. Til sidst på turen, hvor vi egentlig var på vej tilbage til campen, kom der opkald på radioen. En af de andre biler havde spottet hele 2 leoparder. Det sidste dyr vi manglede af Big Five. Så gik det ellers over stok og sten for at nå frem før de var væk igen. Da vi nåede frem var der kun én tilbage og den var temmelig stresset så det blev kun et kort kig i mørke, så fotos blev det ikke rigtig til, efter det var det tilbage til campen til velfortjent aftensmad.
Som sædvanligt var det enkel men yderst lækker mad (Østafrikansk kylling) og vi sad og hyggede med en flaske kold hvidvin. Vi fandt hurtigt i seng, for vi skulle jo tidligt af sted på vores sidste dag i Umlani. Men vi kunne høre, at bl.a. Lynsey og Jill blev ved længe.